Tekster, melodier og muligheder

Hvorfor lejlighedssange og andre personlige tekster?

Lejlighedssange, taler og digte er nogle fine eksempler på immaterielle gaver, som utrolig mange sætter stor pris på. De er giver god anledning til at få sagt de ting, som man måske ikke lige får sagt, når hverdagen drøner afsted, og de symboliserer ofte et særligt bånd mellem giver og modtager, fordi man viser, man har behov for at gøre og sige lidt ekstra. Om det skal være den ene eller den anden form, det kommer fuldstændig an på giver og modtager, da det jo netop er en ret personlig ting og derfor også afhænger af smag og behag. Herunder kan du læse lidt om de forskellige former.

Sange

Der er rigtig mange muligheder, når man gerne vil forære nogen en personlig tekst. Der er den helt klassiske, hvor det er en sang om hovedpersonen/-personerne, og det er der rigtig mange, der bliver utrolig glade for. Jeg forsøger altid i fællesskab med dig at finde en melodi, som størstedelen af selskabet med stor sandsynlighed kan synge med på. Det er jo meget forskelligt, hvad man lige kender, og hvilke sange man holder af. Der er mange større fester, hvor lejlighedssange er perfekt underholdning, da alle kan være med, men man stadig holder det personligt. Konfirmationer, fødselsdage, guldbryllupper, sølvbryllupper, kobberbryllupper og bryllupper er oplagte, men det kan også være et sjovt indslag til fx firmafester, studentergilder og klassereunions.

Taler

Så er der de selskaber, hvor man ikke lige synger så meget – eller de fester, hvor man mener, der skal noget andet til, og det kan fx være en tale.

Jeg har hjulpet mange med traditionelle taler, men også med tekster til nogle lidt alternative taler. Det kunne fx være en tale på rim eller en tale, der har en præmis, der tager udgangspunkt i modtagerens liv. Eks.: du skal giftes og din kommende mand/hustru er kok. Jeg kan hjælpe med at skrive en tekst, hvor hele jeres historie bliver fortalt med madmetaforer eller som en opskrift. Der er altid sjove muligheder, når man lige ser nærmere på anledningen, modtageren og giveren, så det er vigtigt, du bare spørger løs!

Digte

Jeg lever af at skrive og optræde med digte, og det er noget, jeg holder utrolig meget af at nørkle med. Jeg har virkelig haft god erfaring og rigtig fine tilbagemeldinger, når jeg har skrevet personlige digte fra én person til en anden. Jeg har både været ude i at skrive nogle sjove og skøre remser, hvor humoren og den barnlige stil får plads, men jeg har også skrevet nogle dybere og lidt tungere følelsemæssige digte fra fx brud til gom og omvendt. Et personligt digt kan både bruges som en særlig lille gave, der forbliver mellem giver og modtager, men det kan også bruges som oplæsning til en fest.

Det er også muligt at få mig ud at optræde med det personlige digt som et særligt indslag til en fest. Hvis du er interesseret i at høre mere om det, så skal du skrive til min booker Peter Dyreborg på peter [a] peterdyreborg.dk

Her kan du få en lille smagsprøve, hvor jeg står på en scene.

Indbydelser, bordkort og andet

Jeg vil også utrolig gerne hjælpe dig, hvis du selv skal holde en fest og mangler gode ideer til indbydelser, bordkort eller andet. Jeg har ofte lidt alternative eller sjove ideer, og jeg er rimelig ferm til både photoshop, papirfoldning og til at tegne. Det er naturligvis ikke noget jeg kan prissætte på forhånd, da omfanget af sådan en opgave kommer fuldstændig an på individuel smag og ønsker, men du skal aldrig holde dig tilbage for at spørge, hvis du er interesseret eller nysgerrig!

Lejlighedssange
Jeg elsker at bruge mine hænder til at skabe udtryk. Så jeg kan også hjælpe dig med en flot sangskjuler eller nogle fine tegninger til en personlig tekst.

 

 

Hvis du allerede ved nu, hvad du vil have, så kan du finde priser her og se hvordan du bestiller her.